Paul McCartney var allerede begyndt at skrive egne sange midt i teenageårene, og han kunne derfor fremvise en sikkert imponeret Lennon et lille udvalg af egne sange da de to spirende musikere i
1957 begyndte at spille sammen i Lennons band The Quarry Men.
Mange af de tidlige værker var nok mindre holdbare og gik hurtigt i glemmebogen, men indimellem fandtes bl.a. sangene When I'm 64 og I'll Follow the Sun som senere har kunnet måle sig med voksne sangskriveres præstationer.
Lennon blev inspireret, og med sangskriverduoen Jerry Leiber og Mike Stoller i tankerne indledte de to unge fyre et partnerskab, der senere skulle bringe hits som I Want to Hold Your Hand og klassikere som A Day in the Life til verden.
Arbejdet kunne foreg p en pjækkedag fra skolen ved Pauls families klaver eller med en guitar hver, og nr de sommetider nedskrev teksten til en af de mange kærlighedssange, som blev skabt, noterede de inspireret af Leiber/Stoller deres eget nye varemærke Lennon/McCartney. På den måde blev aftalen allerede fr The Beatles' tid at kreditere deres sange med begge navne uden at skelne til hvor stor andel den enkelte bidrog med selvom de godtnok aftale at den primære ophavsmand fik sit navn først. Dette kan f.eks. ses p Please Please Me (McCartney/Lennon, 1963), men det blev dog hurtigt blev droppet igen.
Netop rækkefølgen blev for ganske nylig et nyt stridsemne mellem McCartney og Lennons enke Yoko Ono, da McCartney p en koncert-cd skrev McCartney/Lennon ved sine egne sange, f.eks. Yesterday, som han også skrev helt uden Lennon.
Typiske Lennon-sange
Ticket to Ride
Help!
Strawberry Fields Forever
A Hard Day's Night
All You Need is Love
Come Together
Nowhere Man
|
Typiske McCartney-sange
Let It Be
Yesterday
Penny Lane
Hey Jude
Lady Madonna
Eleanor Rigby
Drive My Car |
Samarbejdets styrke
Det fremhæves ofte, at mens McCartney stilmæssigt fremstod som den bløde romantiker, agerede Lennon den spidse kritiker, og trods overdrivelsen i påstanden gr tendensen i den retning, hvilket betød at Lennon/McCartney kunne udnytte hinandens modsatte sider. Lennon har i et post-Beatles interview nævnt We Can Work It Out som eksempel på McCartneys optimisme. McCartney havde skrevet vers og omkvæd til sangen der bl.a. lyder
We Can Work It Out / We Can Work It Out, mens Lennons B-stykke mere pessimistisk tager udgangspunkt i
Life is very short.... Det er nemt at generalisere, hvilket måske selv John Lennon kom til da han formentlig glemte sin næste linie,
...and there's no time for fussing and fighting, der vender det til et positivt udsagn.
Konkurrence-elementet
Typisk var det chefer p pladeselskabet, der afgjorde om en sang var god nok til at blive en single og dernæst hvorvidt den skulle være A-side eller den mindre prestigefyldte bagside, B-siden. For Lennon og McCartney blev dette gennem rene et vigtigt element i sangskrivekonkurrencen, og de skiftedes også til at løbe af med sejren som A-side-indehaver. I 1965 fastholdt John Lennon at hans Day Tripper ikke skulle være B-side til den alts primært McCartney-komponerede We Can Work It Out, og det lykkedes ham at f pladeselskabet til at kalde singlen en dobbelt A-side! Hvis man skal måle nøje efter i dysten, var det faktisk McCartney der havde flest A-sider, hvilket måske skyldes hans mere brede palette af sange.
Højdepunktet - A Day in the Life
Efter gennembruddet skrev Lennon og McCartney alts langt de fleste sange selvstændigt med inputs fra den anden, men i den højkreative periode i
1967 op til
Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band indgik de atter i et jævnt 50/50-samarbejde om den eksperimentelle A Day in the Life. John Lennon havde ud fra nogle avishistorier skrevet sangens tre vers (
I read the news today oh boy...), men følte ikke at de kunne stå alene. På samme måde gik Paul McCartney rundt med sætningen
I'd love to turn you on..., og ved at Paul også skrev et midterstykke, fandt de p at kombinere de tre vidt forskellige komponenter i en sang som derudover blev klistret sammen i et intensivt studiearbejde hvor et større symfoniorkester en aften blev inviteret ind til nogle mere utraditionelle indspilninger.
Opbrud og sang-fight
I The Beatles' sidste år blev samarbejdet mellem Lennon og McCartney mindre, også hvad angik fabrikationen af nye sange, og i de umiddelbare år efter opløsningen (
1970) gik de to tidligere kammerater s langt som direkte at skrive
mod hinanden i nogle nærmest hadefulde vendinger. Lennon og Ono havde følt sig angrebet på McCartneys solo-album RAM, særdeles i sangen Too Many People hvor det fyger med beskyldninger mod Lennon og i omkvædet lyder:
You Took Your Lucky Break And Broke It In Two / Now What Can Be Done For You / You Broke It In Two
På Lennons mere succesfulde Imagine-album fulgte svaret indlejret i sangen How Do You Sleep? Med henvisning til McCartneys solo-single Another Day sang Lennon anklagende:
The only thing you've done was yesterday / And since you've gone you're just another day. Ligesom Lennon også gav sit besyv med til de verserende, absurde rygter om at Paul i virkeligheden var død:
Those freaks was right when they said you was dead.
Freden indtraf dog mere eller mindre efter at McCartney udsendte sin Dear Friend (der paradoksalt nok var indspillet samtidigt med Too Many People). Lennon og McCartney skulle således gennem en lang periode fungere som brændsel til hinandens kreativitet.
Ekstern side der linker til denne:
Videnskab.dk - Lennon og McCartney sloges om at være nummer et
Senest opdateret:
Juli '17
