Beatlesinfo.dk
Udgivelser                        Beatlerne                        Historien                        Nyheder

Paul McCartney gjorde det!

Rapport om Paul McCartneys koncert, Parken d. 2 maj 2003

Allerede inden Paul McCartney og hans band trådte på scenen var der en fantastisk stemning i Parken mens de omtrent 46.000 spændte fans fandt deres pladser. Mange aldersgrupper var repræsenteret, hvilket tydeligt beviste at McCartney ikke kun er for dem der var teenagere i tresserne, således så man flere i teenage-årene, der dog ikke var helt så "hysteriske" som for 40 år siden. Alligevel vidste alle at dette var helt specielt. I løbet af den uudholdelige ventetid blev der også lavet gas på storskærmen: "Paul har aflyst, - istedet spiller Helmuth Lotti" stod der f.eks!
Koncerten begyndte noget mærkeligt da maskerede skuespillere pludselig gik rundt forskellige steder blandt publikum og på scenen, mens seks kæmpestore balloner bevægede sig stille rundt ved loftet.

Paul + band sidst under koncerten

Pludselig var de væk igen og på scenen så man Pauls silhuet holdende sin bas over hovedet, "Så, nu sker det," hørte man folk sige. Og ganske rigtigt, endelig stod manden deroppe på scenen.

Allerede efter første sang, Hello Goodbye, er hele Parken med og efter forrygende udgaver af All My Loving og Wings-hittet Jet, fornemmer man så småt at taget er ved at lette.
Efter en halv snes numre, står McCartney tilbage som den eneste musiker på scenen hvor han spiller nogle stille udgaver af Lennon-hyldesten Here Today, Michelle, Eleanor Rigby og sin smukke version af Harrisons Something. Den del virker desværre lidt langtrukken, noget af publikum bliver hurtigt fraværende, - for at gøre koncerten helt perfekt måtte denne del gerne blive afkortet.

Alligevel går der ikke lang tid før Paul igen har sine musikere med sig og Band On The Run (1973) + Back In The U.S.S.R. (1968) fyres af på enestående vis. Sgt. Pepper-sangene Getting Better og She's Leaving Home spilles også, og som Sir Paul selv sagde for første gang live i Danmark.
Som det er ren sædvane ved Paul McCartney-koncerter affyrres et stort lys og fyrværkeri-show under James Bond titel-sangen Live And Let Die og under Hey Jude's outro skråler hele Parken med på den kendte La La-La-La-La-La-La - del, mens ekstranumrene Lady Madonna (1968) og I Saw Her Standing There (1963) forvisser en om at koncerten er alle pengene værd.

Paul symboliserer efter 2 ½ times uafbrudt koncert at det er det, men alle ved vi at han ikke er færdig, vi mangler naturligvis Beatles-hittet Yesterday, for ingen McCartney-koncert uden det. Og han ved det udemærket godt, efter Yesterday afslutter Paul med band en suveræn koncert med reprise-numret fra det storsælgende 1967-album Sgt Peppers af samme navn.

"See You next time"
Efter de afsluttende numre sagde Paul at nu måtte de desværre tage hjem, efterfulgt af et gennemskærende NO fra publikum. I skal jo også hjem forsøgte eks-beatlen sig, NO var svaret stadig. "Vi skal alle hjem" råbte han, men med samme svar fra publikum. Her kunne man se at det overraskede ham, glæden strålede i den 60-årige eks-beatle's øjne hvorefter han trak sig tilbage med ordene: "See You again next time".
Om det bare skal forståes som almindelig engelsk talemåde eller vi rent faktisk kan være så heldige at få McCartney til København igen er svært at sige, og dog vil jeg vove at sige at chancerne er gode. I hvert fald må det siges at være hans tanke mens han forlod scenen.
Det siges at Paul alene får omkring 11 mio. kroner for koncerten, en kort hovedregning siger at den samlede indtægt mindst må ligge på 25 millioner, så mon ikke koncerten giver overskud for dkbmotor der var arrangør.


© 2003, Beatlesinfo.dk